Efteruddannelse med mange muligheder - automationsteknolog

Mange tror, at så snart man har færdiggjort en erhvervsuddannelse, så kommer man ikke videre. Man kommer til at lave præcis det samme hver eneste dag, og man har ingen muligheder for at videreuddanne sig. Tror du også det? Så skal du altså skynde dig at tro om, for det er overhovedet ikke rigtigt. En af grundende til at du tager fejl er, at der blandt andet findes en masse efteruddannelser. En super spændende efteruddannelse er automationsteknologuddannelsen. Automa... Hvad for noget? Det er ikke sikkert, at du har hørt om den før, så vi har listet tre grunde til, hvorfor du bør vide mere om den ;-)

Tjen kassen og få job med det samme

  1. Efter endt uddannelse, er du garanteret et job, da der desværre er stor mangel på automationsteknologer
  2. Du kommer til at tjene kassen – startlønnen er 35.000 kr. (uden pension og tillæg). Det er altså mere end, hvad startlønnen er for mange universitetsuddannelser.
  3. Du får et arbejde, der er super fedt og fyldt med mange forskellige muligheder

Og så er uddannelsen i øvrigt meget mere end 'noget med teknik i biler'!

Skarpe kompetencer og kreativ indsigt

Som automationsteknolog kommer du til at arbejde med robotteknologi i forbindelse med automatiske anlæg og styresystemer. Desuden er det automationsteknologen, der er til stede, når der skal laves innovative automatiseringsprojekter, fordi der er brug for automationsteknologens skarpe kompetencer samt kreative og tekniske indsigt.

Uddannelsen er meget bred, og du har derfor mulighed for at få arbejdsopgaver inden for programmering, udvikling, teknisk innovation, procesoptimering og projektering. Du skal altså ikke være bange for, at du bare får de samme arbejdsopgaver hele tiden!

Det stopper ikke her

Som sagt er uddannelsen til automationsteknolog en efteruddannelse, der tager to år, og du kan blandt andet tage den på Københavns Erhvervsakademi.

Efter de to år, kan du se frem til mange fede arbejdstitler; projektleder, koordinator og teknisk leder. Du kan få arbejde i private industrivirksomheder, produktionsvirksomheder og offentlige forsyningsvirksomheder. Du kan blandt andet få arbejde i vindmølleindustrien, og hvis du gerne vil arbejde i den maritime industri, har du også mange muligheder for det.

Selvom automationsteknologuddannelsen er en efteruddannelse, så stopper dine muligheder slet ikke her. Efter de to år kan du nemlig læse videre, eksempelvis kan du tage en Pba. i produktudvikling og teknologisk integration eller du kan læse til maskinmester.

Hvis du gerne vil være automationsteknolog kræver det enten en gymnasial uddannelse eller en relevant erhvervsuddannelse, eksempelvis elektriker eller automatiktekniker.

Kunne du også godt tænke dig at blive automationsteknolog? ;-)